Arkitektur i praksis – ITST’s IT-arkitekturkonference 2008
Som vi skrev tidligere, så deltog vi i sidste uge på ITST’s årlige IT-arkitekturkonference i Århus. Dette års tema var “Arkitektur i praksis” med undertitlen “Sammenhængende it-understøttelse og forpligtende samarbejde efter reformerne”.
Selve konferencen forløb over to dage med over 60 sessioner og mini-tutorials. Dag 1 omhandle især de overordnede rammer, udfordringer og konsekvenser og på dag 2 blev der blandt andet sat fokus på store projekter som administrative fællesskaber, fælles tjenester, samarbejde om software og sammenhængende sikkerhed og brugerstyring. På dag 2 blev der derudover kigget lidt i krystalkuglen og der blev givet bud på hvad fremtiden bringer.
Dag 1
Vi fulgte primært strategisporet og lagde da også ud med at høre “3 skud fra hoften”, hvor Lars Mathiesen (formand for Dansk IT), Jesper Jarmbæk (direktør i Kort & Matrikelstyrelse) og Marie Munk (vicedirektør i IT- og Telestyrelsen) gav deres bud på de tre vigtigste udfordringer, der skal adresseres de kommende år. Fælles for alle tre oplæg var, at de lagde vægt på, at vi fremover skal have mere fokuse på brugerne/borgerne og at vi skal udnytte alle de muligheder som bl.a. ligger i web 2.0 teknologierne. Med Marie Munks ord så skal digitaliseringen af Danmark være: Nyttig, Nem og Nærværende.
I forhold til vores fokus på governance, så mente Lars Mathiesen, at alle ledere på alle niveauer skal have fokus på it, dvs. der er behov for en forankring af it i ledelsen. Jesper Jarmbæk mente at organisationernes tid er forbi, da ændringer i dag sker så hurtigt at det ikke kan betale sig at bruge krudt på at opbygge den statiske organisation. En organisation skal være gearet til at være i konstant forandring. Samtidig skal vi gøre det vi er bedst til, således at der ikke findes dobbelte organisationer. Arbejdet skal laves der hvor det laves bedst og kun der.
Hele oplægget og alle andre oplæg kan forøvrigt findes på konferencens hjemmeside her. Her findes desuden videooptagelser af alle de oplæg, der kørte på de fire hovedspor (Strategi, Modernisering, Arkitektur og Åbne Standarder).
Næste trin på vores program var på sporet styring hvor vi hørte oplægget “Hvordan laver du en it-strategi?”. Her fremlagde oberstløjtnant Peter Elkjær (chef for Forsvarsstabens IKT-Planlægningssektion) og Lars Vinther (kontorchef for Direktoratet for Kriminalforsorgen) deres erfaringer med at tilrettelægge strategiarbejdet når der arbejdes med en it-strategi. Hovedbudskabet var, at arbejdet med en it-strategi skal være initieret af et ønske om at forandre. Det er desuden it-folk, der skal sørge for at udføre arbejdet, da man ikke skal forvente at ledelsen iværksætter dette arbejde. Dog skal man sørge for at arbejdet er forankret i ledelsen. Samtidig skal man sørge for at ens it-strategi er et levende dokument, da den eller risikerer at blive forældet inden den bliver etableret i organisationen.
I kriminalforsorgen havde man desuden iværksat et interessant initiativ hvor man, for at kunne forklare hvorfor dette arbejde er vigtigt, havde fået lavet nogle små historier (storytelling), der visuelt viste hvordan forskellige arbejdssituationer blev lettet. Dette var en spændende tilgang til, hvordan man kan sørge for at alle i organisationen fra topledelsen til den enkelte ansatte på gulvet, får mulighed for at se hvad mulighederne er i dette arbejde.
Om eftermiddagen på dag 1 hørte vi om ”Kommunernes digitale strategi” hvor Niels Vad Sørensen (stadsdirektør i Århus kommune) og Jakob Harder (centerchef i KL) fortalte om hvordan situationen tegner sig for den enkelte kommune og for det kommunale fællesskab med hensyn til samarbejde, arkitektur og standarder for digital forvaltning. Herefter hørte vi videnskabsminister Helge Sander og fik foretaget et interview med Michael S. Hansen, der er it-direktør i Region Sjælland. Det var et super godt interview, som vi nok skal skrive noget mere om senere. Samtidig fik vi bekræftet at vi kunne bruge Region Sjælland som case, og Michael sagde, at vi endelig skulle sørge for at få snakket med hans projektleder Birgit Nielsen.
Resten af dag 1 brugte vi på lidt networking, hvor vi bl.a. fik snakket med Birgit, hvilket var med til at cementere, at vi skal bruge Region Sjælland som case.
Om aftenen var der god middag og hygge, og vi fik lejlighed til at hilse på Gary Doucet, keynote speakeren på konferencen, som vores vejleder John Gøtze var vært for.
Dag 2
På dag 2 var det første oplæg af Gary Doucet, der er chef-arkitekt i den Canadiske regering. Han snakkede om ”Fremtiden for Enterprise Arkitektur og sammenspil med forretningsudviklingen” og fremlagde samtidig et nyt bud på hvordan Enterprise Arkitektur kan udvikle sig. Det var anden gang vi fik lov til at høre Gary’s oplæg, da han havde holdt snigpremiere på IT-Universitetet tirsdagen inden konferencen. Det var et super spændende oplæg, og vi vil klart anbefale alle med interesse i Enterprise Arkitektur til at gå ind og se (eller gense) det.
Efter Garys oplæg fortsatte vi på strategisporet hvor vi hørte oplægget “Forandringsledelse og porteføljestyring” hvor Inger Vanggaard (kontorchef i SKAT), Lone Strøm (vicedirektør i Økonomistyrelsen) og
Kim Lindskov Knudsen (chefarkitekt i Økonomistyrelsen) gav deres bud på hvordan digitaliserings- og moderniseringsvisioner i organisationen forankres og hvordan en forandringsparat organisation udvikles. Moderater på oplægget var Henrik Zangenberg (managing partner i Gartner).
Hovedbudskabet var her, at man er nød til at professionalisere sin styring af projekter, programmer og porteføljer. Porteføljestyring er den holistiske måde at kigge på projekter, og giver mulighed for at vurdere om der er noget der skal ændres eller om projekter skal lukkes mv. Porteføljestyring giver således mulighed for at prioritere og sikre, at der er sammenhæng i ens projektportefølje. Her blev det igen understreget, at det at skabe sin projektorganisation og porteføljestyring skal være forankret i den absolutte topledelse. Samtidig skal man sikre sig, at det udspringer af forretningsstrategien og at styringen bliver forankret i både forretning og it.
Resten af dag 2 gik med en god frokost og networking, indtil vi skulle til at stikke snuden østover. På vejen hjem i toget havde vi gennem vores vejleder fået mulighed for at interviewe Gary Doucet. Dette var igen et super spændende interview, som vi også senere vil skrive mere om, når vi har fået det bearbejdet.
Så slutteligt er der bare at sige, at vi havde to helt fantastiske dag i Århus på en konference, der både gav indput på det faglige plan, mulighed for at networke og hyggeligt socialt samvær.
[...] IT-arkitekturkonferencen 2008 [...]